Who are you ?

[calme]

Calme lå tog sig et velfortjent hvil i en busk, men det var kun rævesøvn. Over for ham, på en lille sti, nogen få meter væk, havde han lagt en lille fælde: Hvis nogen skulle prøve at angribe, eller bare for den sags skyld, prøve at passere den lille sti, og ved et uheld komme til at træde på den lille lykke, der gemte sig under bladende, ville den spændens om deres ben, og de ville hurtigt og effektivt blive slynget op i luften, og komme til at hænge med hoved nedad i så lang tid det nu end ville tage for Calme at få dem ned .. HVis de altså ikke ville ham noget ondt. Hans lille ræve kat lå døsig på hans mave, og nød lyset, som det nu var allerbedst her i den lyse skov, men det var jo også dersværre her der kom flest væsner, men det gad han ikke tænke lidt på nu, han ville bare hvile, og nyde livet

[Daisuke]

Latteren var lys, klar, og fortalte tydeligt at Daisuke var glad. Men det var også en god dag, i hvert fald ind til nu, havde der ingen problemer været. Stemmen var faktisk lys, for lys i modsætning til hans køn og alder, men det generede ham aldrig at han ikke virkede mere mandig end han burde, han kunne godt lide ham selv som han var. Daisuke havde fået noget tid fri, og det var intet nyt i at han valgte at søge til skoven, det var hans og hans lille rævevens yndlingsted. Kyou luntede efter Daisuke, der halvt løbende, halvt gående, grindende fortsatte sin vandren på den mindre sti. Et et øjeblik, vendte han sig rundt, og så på Kyou med et stort smil, mens han endnu bevægede sig baglæns, og før hans vidste af det, mærkede han føderne forsvinde under sig. Han gav er højt hvin fra sig, som en lille pige egentlig, og viftede febrilsk med armene og svang bare der i luften, ret så meget forskrækket. Kyou der var for lille til at gøre noget, stod bare og prøvede at nå ham, mens den pev.

[calme]

Calme fo'r sammen med et sæt, da han hørte et skrig fra den lille skovsti, hvor han havde lagt den lille velkomst til eventuelle 'gæster'. Han stak hoved over buskene og fik øje på en lille dreng der febrilsk prøvede at komme fri.. Ærlig talt lød han lidt som en pige med det skrig han havde præsteret før. Han bandt sine bandager om hænderne stramme, og spændte sin krave godt og gryndigt fast så ingen ville kunne se, at han fra hagen og ned til skuldrene var vansiret. Han strakte sig gabende mens han trådte ud fra buskene, og kløede sig træt i nakken. Træet som fælden var bundet fast til, var rimelig højt, så han kunne uden videre bare stille sig nedenunder den dinglende dreng, og kigge nysgerrig som han var, selvfølgelig kun med det ene øje.
''Du skriger som en pige, ved du godt det?'' Spurgte han med et smørret grin gemt godt under kraven, og med Qwin siddende på hans højre skuldre, der ligesom ham kiggede nysgerrigt på drengen

[Daisuke]

Daisukes panik forsvandt gradvist, og han slappede mere af. Så meget man nu kunne slappet af når man vidste man hang og dinglede, og ikke vidste hvornår man ville komme ned igen.. desuden brød hans sig ikke meget om højder, hvilket også car det der fik ham til at knibe øjnene i da han så afstanden fra ham til jorden.
Han opdagede ikke personen der dukkede frem fra det lille skjul, Men det gjorde Kyou der halvt pivende, halvt knurrende, bakkede væk, også selvom det betød den også skulle bakke væk fra Daisuke. Hvalpen var en større kylling end Daisuke, men den var også langt yngre.
Ordene fik Daisuke til at åne øjnene på klem, og stirrede lige ned på fyren under ham. Af en eller anden grund kunne han selv ikek lade være med at rødme, for han vidste jo det var sandt, at han skreg som en pige. men det var ikke hans skyld, han havde jo ikke sat fælden der, og alligevel var det ham der nu dinglede i luften.

[calme]

Calme studerede ham fra top til tå, og efter nogen minutter valgte han at tage ham ned, han så jo ikke så farlig ud. Han lod noget mørke sive ud af hans fingerspidser, og samlede det en meter over drengen, så han ikke ville komme tilskade af det. Mørket bed sig hurtigt fast i rebet, og efter blot nogen sekunder, gav rebet op, og delte sig i to.. Han havde bare ikke sådan rigtig husket at det måske blev en lidt hård landing for drengen, men han klarede det da sikkert alligevel

[Daisuke]

Daisuke løftede let i kroppen for at se op pårebet der holdte ham, han ville ned, og det med det samme, han brød sig som sagt ikke ås meget om højder, slet ikke når han havde hovedet ned af. og Hans ønske blev da også opfyldt, da han kort efter mærkede at rebet blev kabbet over, og intet længere holdte ham.. og at han så dernæst ramte jorden med et bump, hvor han kun lige nåede at løfte armene til at beskytte sig lidt mod faldt. En klagende svag klynken kom fra ham, selvom han egentlig ikke rigtig havde slået sig. Han satte sig bare op og ømmede sig. Kyou sprang op på skødet af ham, den vidste ikke hvad den skulle gøre, om den skulle trøste Daisuke, eller knurre af fyren, den var alt for forvirret. "Tak" sagde Daisuke langsomt, ikke fordi han var i tvivl om han skulle takke, men fordi han ikke rigtig kunne finde hoved og hale i, om fyren havde haft stor grund til at lade ham hænge så længe.

[calme]

Calme kiggede en smule overrasket på ham, han havde da ikke troet at han ville komme til at lande sådan, men det så da ikke ud som om at han havde brækket noget. Han kiggede venligt ned på ham, som om intet var hændt
''Undskyld ventetiden du, men jeg ville bare være sikker på at du ikke var en alvorlig fjende... Du ser da meget flink ud, hvad hedder du?'' Spurgte han, og gik lidt nærmere, og håbede inderligt ikke at han ville blive forskrækket over den læderlap der var syet over hans højre øje, eller det der engang havde været et øje

[Daisuke]

Daisuke så hurtigt op på ham, rykkede lidt tilbage i kravlen. Han var ikke bange.. men han var lige forvirret lige nu, desuden virkede fyren uhyggelig, og så havde han jo faktisk bundet ham op i et træ. men egentlig tog han ikke meget hensyn af hvordan fyren så ud.. det var aldrig til at sige, og selv hvis nogen f.eks. var brænd i halvdelen af ansigtet.. ville det ikke ændre den de var?.
Daisuke smilte skævt, inden han lagde armene beskyttende om Kyou, og derefter så op på ham. daisuke endte med faktisk at smilte til ham, da den verste nervøsitet, omkring om fyren var farlig eller ej, var væk. "Jeg Hedder Daisuke" svarede han venligt og høfligt, med et nik, hvor han, hvis han havde stået op, ville være bukket.. præcis som han havde lært han skulle når andre spurgte om hans navn og hilste på ham.