kampen

[Hitomi]

Hitomi var kommet i krig med et land ude fra. hendes folk gjorde meget for at rede hende og landet. hun kæmpede godt når man tænkte på hun kun var 22 og havde et alvorligt handikap.
Hitomi svang sværdet hurtigt og på et tidspunkt var hun lige ved ledere med sværdet lige ved hans hals og var klar til at stikke den igennem hans hals. han var radselsslagen imens hitomi stod helt kold med sværdet ved hans hals midt punkt

[Ritsuka]

Ritsuka stod pivende med sin hale i hånden, da han på god lang afstand så hvordna folk de slåssede. Egentlig ragede det ham ikke så meget hvad de lavede.

Derfor trådte han nogle skridt tilbage og vendte ansigtet mod den modsatte retning. Hans hale svingede i den hurtige drejning og hans ører bevægede sig frem.

Han skulle ikke nyde ngoet af det der og slet ikke blandes ind i en meget gammel krig.

[Hitomi]

hitomi trak vejret hurtigt og hendes øre og hale kom frem ørende log tilbage og halen opaf. det var tydeligt hun var vred "forsvind og kom aldrig tilbage. eller tag konsekventen og mist livet" sagde hun hårdt. hun så ikke engang på lederen af dem hun kæmpede mod.

[Ritsuka]

Som sagt bevægede Ritsuka sig den modsatte vej. Hans ansigt havde ændret sig fra pivet til mere irreteret og surt. Han trådte igennem de grønne grene og endte ud på en vej. Han sukkede stille og begyndte at gå. Pludselig lignede han den næsten 16 årige han skulle være.

Han gik stille fremad med hænderne i lommerne, og så ellers ikke rigtig på hvor han gik hen. Hans tanker var et helt andet sted.

[Hitomi]

lederen smed sit sværd og hitomi trak sit tilbage "og forsvind så" sagde hun og begyndte at gå væk fra alle de andre og begyndte at hjælpe hinanden og de sårende. hitomi gik ind i skoven og lagde hånden på hvert træ hun kom mod. hun faldt op af et træ hun var blevet såret men ville ikke ha hendes folk fandt ud af det. hun gled ned af træet og lukkede øjnene og prøvede at komme til krafter selv om det var svært

[Ritsuka]

Mens tankerne fløj afsted med Seimei gik Ritsuka direkte fremad. Hans ansigt så mere voksent ud og han lignede den 16 råge dreng han nu skulle ligne.

Hans øjne var mere vrede da han ellers bare gik frem, og ønskede at Seimei var hos ham stadig. Men så enkelt var det alligevel ikke, desværre. Det ville han ellers så gerne, at Seimei kunne stå med ham.

[Hitomi]

Hitomi lod sig blive nede ved træstammen. hun havde sat sig op af dem og bed smerterne i sig "hvordan bliver man stærk når man er svag. hvordan holder mig smerten når smerten tager over. hvordan lever man livet når man intet liv har at leve" hun blev ved at stille den slags spørgsmål til sig selv. spørgsmål aom var modsætninger til sig selv. mange af hendes kriger råbte efter hende men hun svarede dem ikke hun blev sidende helt stille

[Ritsuka]

Ritsuka kom mere mumlende frme før han stoppede et stykke fra en kvinde. Det så ikke ud som om hun havde det specielt godt. Men det var der jo ingen som havde.

Han kiggede blot på hende før han sukkede lidt irreteret og futtede videre ved at gå. Så ikke nærmere på kvinden eller hendes helbred. Som sagt var han forgabt i alting som handlede om Seimei eller hans mor. Mest Seimei.

Sukkende tænkte han igen og igen på Seimei. Han savnede Seimei. Hans eneste storebror, som alligevel blev den sidste.

[Hitomi]

hitomi havde hørte drengen havde stået lidt fra hende men hun var bange for det var en som ville dræbe hende eller noget andet da hun jo var dronning af det forenede land.
"hvem end De er så sig noget istedet for at lad som ingen ting. det er mere høfligt" sagde hitomi og åbnede øjnene men så ikke på nogen eller noget. hun havde et ubevægeligt blik som var nogen kunne være underligt men for hitomi var det helt normalt da hun ikke kendte til andet.
hun hørte sine folk råbe på hende "gid jeg kunne forsvinde så de ikke kunne finde mig. jeg vil ikke tilbage nu" hun hviskede da hun snakkede til sig selvæ

[Ritsuka]

Ritsuka var kommet frem til kvinden og kiggede egentlig bare på hende, før han tog hans ører lidt tilbage.

"Hvorfor skulle jeg?" spurgte han så, ikke ondt ment på nogne måde men mere ment som et realistisk vigtigt spørgsmål. Alligevel sukkede han bar einderst inde og begyndte stille at trave videre.

Han gad ikke noget lige nu og slet ikke noget med den krig der. Han kunne kende kvindne fra før nemmelig.

[Hitomi]

"fordi De taler og er ved en som ikke kan det De kan" sagde hun for ikke at sige hun var dronning eller synshandikappet

[Ritsuka]

Ritsuka stoppede op og kiggede nærmere på kvinden, før han satte ørene lidt tilbage. En irreteret måde.

"Jeg taler fordi du fik mig til det.." mumlede han nærmere og kiggede lidt på kvinden.

"Er det da min skyld du ikke kan se noget? Jeg kan ikke gøre for du har mistet noget..."
Hans egen sætning gav baghjul. Seimei...

Han trådte nogle skridt tilbage og kiggede på kvinden. Pigen kunne ikke se hvordan de lillae øjne studerede kvinden hovede, mens ørene stadig var tilbage. Halen svingede lidt frem og tilbage.

[Hitomi]

Hitomi rystede lidt pga sine sår "jeg vil ha folk siger noget, jeg vil gerne kunne føle mig sikker ved at vide om der er nogen" hviskede hun og prøvede at komme op at stå men var ikke klar i kroppen.
hun havde hørt han var stoppet midt i sin sætning og tænkte lidt "mistet... har De da mistet noget" spurgte hun men sine øre liggende ned af en form for frygt og hendes hale rundt om sig selv

[Ritsuka]

Han hørte på kvindens forklaring. Han kiggede mere irreteret på hende før han hørte hende omtale at miste noget. Igen gav det baghjul.

Han trådte nogle skridt ilbage af før han røg ind i et træ. Han kørte så stille ned af det indtil han kom ned og sidde. Han kiggede ned i jorden og hviskede; "Seimei..."

Hans ører lå helt ned mens halen lå helt fladt på jorden. De lillae øjne så pludselig fortabte ud. På dette tidspunkt havde han stadig Soubi.

[Hitomi]

hun hørte han ramte et træ og faldt ned af. hun lyttede godt efter og hørte han hviskede et navn.
hun fik skyldfølelse hun havde jo ikke ment at hun ville gøre han ked af det. hun ville jo bare vide om han havde siden hav stoppede i sætningen.
"undskyld... det var ikke min mening at gøre Dem ked" sagde hun lavt og drejede hovedt væk i skam. hun håbede ikke han blev sur på hende over det. hun var jo forsvarsløs i sin tilstand