Gæster ?

[Enrique]

Enrique sad hos sig selv og sukkede lidt, han så ned på alle de mange krige, og alt den død og ødelæggelse der var nede på jorden lige nu. Han havde sit hvide tøj på idag (se billedet). Hans lange hvide hår hang løst og lå blidt og smukt ind mod hans krop. Den lille sølvplade han havde i panden, glimtede smukt og elegant lige som hans gyldende øjne gjorde. Han var lidt væk i sine tanker, han rejste sig fra sin stol og gik hen til et lille skab og tog noget vin ud, han hældte det op i to glas, med et smørret smil, og et roligt blik.

[Muramasa]

Muramasa havde haft en hård dag på jorden og var lige kommet til krafter han vidste at hans skaber guden ville skælde ham ud over at gøre noget han havde fået forbud mod. han fløj langsomt op mod himlen og landte på en sky og samlede sine vinger han så mod sin skabers hjem. hvad skulle han gøre nu.

[Enrique]

Enrique, ventede toldmodigt på at hans "gæst" skulle komme. Han så ikke det mindste smule sur ud, men som man jo siger, man skal ikke bedømme en bog på dens omslag. Han rettede sig lidt op og så på de krystal klare glas, med den fine røde vin i. Hna sippede lidt til vinen, og smilte bare roligt mens han ventede. Enrique havde et roligt men alvorligt utryk i øjnene, men ellers så han helt stille og rolig ud, ikke det mindste sur, ikke det mindste trist, han så bare glad ud, som han stort set altid gjorde. Han tænkte dog stadig, og som altid når han tænkte var han lidt væk i sine tanker.

[Muramasa]

Muramasa trak vejret dybt og fløj over til hans gud og bankede på og døren åbnede sig for ham og han fløj ind og så på hans gud og bukkede ved at sætte et knæ i jorden og havde hovedt bøjet. "så er jeg her Sensei" sagde han og havde øjnene lukket men smilte stadig.

[Enrique]

"Det ser jeg, rej dem" sagde han med en rolig stemme og tog det andet vin glas i hånden også og gik hen mod ham, med rolige skridt. "Vær venlig at tage plads", sagde Enrique med en rolig, men knap så blid stemme, og pejede på en stol ved et lille bord. Han satte glassene på bordet, og satte sig så selv. Han lagde det ene ben over det andet, og hans blik blev mere alvorligt, han tog et sip mere af sin vin, og satte den igen fra sig, inden han så på Muramasa, med et meget alvorligt blik, men stadig med hans normale rolige og blide smil.

[Muramasa]

han rejste sig og gik over til bordet og stolen og sattte sig og vidste at han var på skideren lige nu men smilte stadig meget.

[Enrique]

Enrique så på ham med et alvorligt blik, som næsten talte for sig selv. "Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde, måske kan du hjælpe mig lidt på vej Muramasa" sagde han som en hentydning til at han selv skulle sige hvad det var han havde gjort galt, for at Enrique kunne være sikker på at han havde fattet hvad det virkelig var han havde gjort. Han rakte ham hans vin, og tog selv et sip mere af sin egen. Han hadet at være skrab, men nogen gange blev han desværre bare nød til at være det.

[Muramasa]

Muramasa tog vinen og så på den og rullede det rundt i glaset. han så på ham og smilte bare. "jeg ved hvorfor jeg er herre. og jeg ved hvor store forhåbninger du havde til mig da jeg er den første" sagde han og sukkede men smilte stadig.

[Enrique]

Enrique rejste sig og gik lidt væk og stod med ryggen til ham. Hans ellers så smukke gyldende øjne, havde mistet deres smukke glans, da det alvorlige blik havde overtaget. Muramasa havde jo ret, han havde jo haft store forventninger til ham, meget store endda. "hvis du vidste alt dette Muramasa, hvorfor så gøre det, hvorfor svigte mig sådan?" han snakkede ikke længere i den blide og rolige tone han plegede, men en alvorlig og fast tone. Hans lange hvide hår lå blidt mod hans krop og selv det udstrållede at han ikke var glad mere, men der imod skuffet, og en smule sur, eller ikke rigtig sur, bare sådan lidt oppe og køre, og det skete meget sjælent.

[Muramasa]

han gik ned på knæ igen og så ned i jorden. "undskyld herre. men. loveless var så bange for alt og alle. jeg måtte hjælpe hende på vej. og jeg ved jeg ikke skulle ha vidst mig men vis jeg ikke havde gjort det ville hun være stukket af lige ind i nogen af de mørkevæsners greb" sagde han og vidste at han ville blive straffet nu.

[Enrique]

Han trak vejret dybt og sukkede lidt, han vente sig mod Muramasa igen, men stadig meget alvorlig. "Jeg ved det er din pligt som hendes skytsengel at beskytte hende, men første regl er aldrig vis dig for hende, det burte du vide bedre end nogen anden" sagde han med en kold stemme. Han ot ghånden om på ryggen, "Jeg er meget skuffet over dine handlinger Muramasa og du ved hvad jeg må gøre nu" sagde han med en lidt halv kold stemme.

[Muramasa]

muramasa lukkede øjnene og sank en klumb og var klar til sin straf. "jeg ved det herre. men jeg var nød til det" sagde han og lukkede øjnene mere i og ventede tilmådigt til straffen. han havde altid været en god skytsengel efter han blev elemensir og kunne lave en illotion med sit udseende men med loveles havde han fået vist sit sande udseende.

[Enrique]

Enrique knuttede hånden men kunne ikke, han lod hænderne falde ned lags siderne, og vente ryggen til Muramasa. Han kunne ikke få sig selv til at straffe ham, han kunne ikke, han var hans første, og en af de bedste han nogensinde havde skabt. Han trak vejret meget tungt og tog sig til hovedet, hvorfor kunne han ikke, Muramasa accepterede jo at han skulle straffes, så hvorfor kunne han ikke. Enrique tog en dyb indånding, og prøvede at slappe lidt af igen. Han skulle have ro i hovedet, før han kunne gøre noget som helst.

[Muramasa]

Muramasa blev sidende og afventede straffen. guden burde jo vide at han kun gjorde det af det gode hjerte han havde. han ventede roligt og vidste at guden skulle.

[Enrique]

Enrique vente sig igen om mod Muramasa og så på ham, hans blik var stadig en smule koldt, og meget alvorligt. Han rakte hånden frem, og den begyndte at lyse i et svagt rødt skær, som indkapslede Muramasa. Han begyndte stille at lukek hånden lidt i, mens han så på ham, med det meget stive blik. Han kunne ikke lide det her, men han blev nød til det. Derfor tænkte han bare at hvis han ikke gjorde det, ville det bare være hans skyld hvis noget gik galt igen. Og det ville han ikke tillade. Skærret viste at det ikke var på højeste styrke han straffede men stadig lidt højt.