Nogen

[Anissa]

Anissa kom ind og blev bare mødt af et iskoldt blik, det frøs fast i hende og ville ikke fjerne sig fra hendes nethinde igen. Hun sukkede lydløst, men hun gjorde ikke noget, hun satte sig ned på jorden og krydsede benene, som om hun ventede på nogen eller noget. Hendes øjne var åbne, men der var ikke noget i dem, hun sad faktisk på den måde, som hun gjorde i den virkelige verden. Aqua så ned på Amu, men der var heller ikke noget i hans øjne, som om han ikke var der. Anissa kiggede op på Amu, den virkelige som bare så koldt på hende. Hun smilte så lidt, men hendes øjne var stadig tomme og vidste ikke noget.

[Amu]

Amu begyndte at hive efter vejret, hun lignede en sindssyg person, alle dem fra hendes fortid forsvandt, men efterlod en enkelt person tilbage. Den 3 årige, hun befandt sig inde på sit indelukkede værelse, hendes forældre kom ind. Hendes mor var dødsengel, men megte smuk og hendes far var mørkedæmon, men han var så meget ung ud, han lignede en 18 årige.
"Mama, Papa" sagde den lille Amu og smilede glad, det var den sidste gang hun smilede glad, kunne Amu huske. "En dag, så vil jeg også vinde mit livs kærlighed ikk?"
"Er du et fjols?" spurgte moren koldt, det fik både den lille og den rigtige Amu til at kigge forvirrede og overraskede på hende. "Der er da ingen som vil havde sådan en som dig" Faren og moren smilede ondt, da den lille Amu begyndte at græde. Mindede forsvandt og der blev igen mørkt, Amu kunne sagtens se Anissa, men hun var i tvivl med om Anissa kunne se hende.
"Det var den gang.." sagde hun stille og tårerne trillede ned af hendes ansigt. "Jeg mistede evnen til at elske" Hun faldt ned på knæene og kiggede ned.
"Og nu ved jeg ikke en gang hvem der angreb mig" sagde hun vredt. "Jeg er ved at miste grebet, jeg er ved at miste den jeg er.... jeg er ved at miste min styrke.. hvem i alverden ville overhovedet prøve at skade mig mens jeg er forsvarsløs" Det sidste skreg hun, det gav genlyd i hendes sind og ude ved søen. Darkness så hvordan rystede af smerte. *Anissa.. gør noget.. gør noget* tænkte han bekymret.

[Anissa]

Anissas øjne kom stille til sig selv igen, og der kom nu følelser med, men man kunne endnu ikke se hvad det var hun følte, for hun var selv forvirret over hvad der skulle gøres. Anissa rejste sig op igen og så mod den 3årige Amu.
"du bliver nød til at lade evnen komme tilbage til dig, tænk på alle dem som du har"
sagde hun stille og roligt, hun vendte blikket mod den rigtige Amu og der kom et lille smil frem på hendes læbe.
"fortiden hører fortiden til, det er jeg også først ved at indse, det tager bare sin tid at komme over det, og den tid må man så bide i sig"
sagde hun med en rolig stemme og håbede bare at Amu ville forstå det rigtigt og ikke vende det om til noget forkert. Hun havde hjulpet hende, nu var det hendes tur om hun ville have hjælp eller ej, så ville hun hjælpe.

[Amu]

Amu kiggede på hende med blanke øjne. Hun mærkede smerte igen og var ved at dejse om.
"Som om..." sagde hun stille og smerterne viste sig i hendes øjne. "At jeg kan det, det eneste jeg kan og vil kende til er smerte og hævn. Jeg vil ikke en gang lade nogen hjælpe mig, redde mig, stole på mig, jeg har altid været alene og det skulle ikke være noget nyt nu" Hun så ud til at ville eksplodere i vrede, hun begyndte at bruge en masse vindkraft, til at skubbe alt fremmed ud af hendes sind, inklusivt Anissa, hun brugte styrke nok, til at det skulle få hende ud, men hun var ikke sikker på om det ville virke. Hun var klar over at Anissa kunne bruge kunne bruge vand og vende det imod Amu, men hun ville gribe chancen, inden skulle trænge ind i hendes eget sind.

[Anissa]

Anissa mærkede hendes kraft, som bare ville have hende ud. Hun så lidt rundt, hvis det var hende valg, så ville hun da ikke stoppe hende i det.
"mig behøver man ikke tvinge ud, du kan bare sige det, men det skal også siges på den rigtige måde, du skal mene det dybt inde i dig selv"
sagde hun roligt og satte sig ned igen og lukkede øjnene, hun behøvede ikke at se hende, det var nok at hun kunne høre hendes stemme, for den afslørede alle og hvad de virkelig følte omkring ting. Hun rykkede sig ikke et stykke, det eneste hun brugte var lyset i rummet, for i hvert et sind, ville der være plads til lyset og det uanset om det var i dødsengles eller andres sind. Så ville lyset altid være der.

[Amu]

Amu satte sig ned på knæene og lod mørket omringe hende.
"Gå ud af mit sind" skreg hun vredt, men med en grådet stemme, det lå ikke i hendes natur at græde, men hendes sind sagde noget andet, en masse vand kom frem, det var hendes indre tårer. "Gå ud af mit sind" Vandet steg og ville snart havde oversvømmede hendes sind. Darkness mærkede en masse uro i Amu's sind, han ville gerne ind til dem, men vidste at Anissa kunne klare det. Han måtte finde ud af hvem det var der havde angrebet Amu, hun havde mange fjender, så det ville ikke blive ret let.

[Anissa]

Anissa fløj bare op og så ned på Amu, hvorfor være så hård ved sig selv. Anissa så på Amu og hvade faktisk lyst til at forlade hendes sind, men hun var ikke færdig også selvom Amu virkede til gerne at ville slippe af med hende. Hun valgte at blive derinde, men være lidt på sidelinjen for at se og måske hurtigt kunne smutte.

[Amu]

Amu rørte sig ikke, hun lod blot vandet omslutte hende, som det altid gjorde i hendes mareridt. En skikkelse kom frem, det lignede slet ikke nogen som de havde mødt før, det var en kvinde på cirka 18 år. Hun så ud til a gøre et eller andet, der fik Amu til at flippe fuldstændig ud., hun havde rejst sig op og en masse ildkugle kom overalt, det var umuligt at undgå dem, de blev affyret alle steder hen, hun var fuldkommen gået amok.
"Det ville folk aldrig gøre" skreg hun. "det ville de aldrig gøre"

[Anissa]

Anissa vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, da det hele skete. Hun blev ramt et par gane og faldt ned på jorden, ilden var ikke godt for hende, hendes element var jo vand. Anissa så mod Amu og håbede at hun snart ville forstå. Anissa havde ikke tænkt sig at forlade Amu, hun ville først finde ud af om der var noget hun kunne gøre for at hjælpe hende.
"Amu, du må stoppe"
sagde hun med en bedende stemme, hendes blik hvilede på Amu. Anissa ømmede sig lidt, men kom så op at sidde efter at have ligget på jorden i et stykke tid.

[Amu]

Amu rystede af vrede, hun hørte ikke Anissa. Hun kunne ikke længere styre det, hendes kræfter var gået amok, hun satte sig ned med hagen hvilende på knæene.
"Hvis jeg nu en dag ville dræbe flere mennesker end jeg burde.." sagde hun stille og kiggede imod Anissa. "Ville du så slå mig ihjel?" ildkuglerne forsvandt og hun sad og kiggede på Anissa med et trist blik.

[Anissa]

Anissa så en smul overrasket ned på hende, men hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, for som dronning blev hun jo nok nød til at få hendes slået ihjel, men det var den side af sagen, som ikke havde noget at gøre her lige nu.
"Det vil ikke ske, for sådan er du ikke"
svarede hun roligt, men hun regnede ikke med at det var det rigtige svar, for det spørgsmål kendte hun ikke svaret til. Hun havde aldrig skulle traffe sådan en beslutning og hun håbede aldrig at det ville ske.

[Amu]

Amu's blik blev blankt. Hun kendte svaret på spørgsmålet, hendes sjæl var fyldt med had, ensomhed, jalousi og ondskab, så en dag ville hun nok dræbe flere end hun rent faktisk ønskede.
"Sådan er jeg desværre" sagde hun stille. "Altid fyldt med had, altid fyldt med ensomhed, aldrig glad, aldrig lykkelig.. hvis det var det eneste du ville.. så gå ud af mit sind.. der er ikke længere nogen trusel herinde.."